Alle husejere bør lave et forårstjek af deres bolig. Det er et perfekt tidspunkt at finde og forebygge skader – før de udvikler sig og bliver dyre reparationer.
Efter en lang og våd er det en god idé at give huset et grundigt eftersyn. Små problemer kan hurtigt vokse sig større, hvis de ikke bliver opdaget i tide. Særligt fugt, løstsiddende tagsten og nedslidte fuger kan føre til reparationer, der koster både tid og penge.
Her er en liste med syv steder, du bør kigge efter i sømmene, da de potentielt kan vokse sig til større skader, hvis der ikke bliver handlet i tide.
1. Tag og tagrender
Taget er husets første beskyttelse mod regn og blæst. Gå en tur rundt om huset og kig efter løse eller ødelagte tagsten. Tjek om rygningssten og vindskeder sidder fast. Rens tagrender for blade og snavs, så regnvandet kan løbe væk.
2. Loft og inddækninger
Kig efter fugtige skjolder på loftet – især under kraftigt regnvejr. Det kan afsløre utætheder i tag eller inddækninger. Tjek områder omkring skorsten, ovenlysvinduer og ventilationshætter.
3. Murværk og sokkel
Frost og fugt kan give revner i murværk og puds. Bank let på soklen – lyder det hult, bør du undersøge nærmere. Revner og afskallet maling kan være tegn på begyndende skader.
4. Vinduer og døre
Tjek tætningslister og fuger. Hvis der er træk eller fugt omkring karmene, kan det være nødvendigt at udskifte lister eller opfriske fugerne. Det kan mindske varmetab og reducere risikoen for skimmelsvamp.
5. Varme og ventilation
Før du slukker for varmen, er det værd at sikre, at systemet virker. Tjek varmepumpen, fjernvarmen eller fyret. Rens også ventilationsriste og udsugningskanaler for støv.
6. Kælderen
Kælderrum er særligt udsat for fugt. Kig efter misfarvninger og løs puds på vægge. Undgå at stille møbler direkte op ad ydervæggene, og sørg for god udluftning.
7. Træværk og facade
Slår træværket revner, eller begynder det at smuldre, kan det være tegn på råd. Brug foråret til at male eller behandle træet. Tjek også mursten for frostsprængninger og fugt.
Et forårstjek kan lyde uoverskueligt, men mange problemer kan opdages ved en hurtig gennemgang. Og jo tidligere du får dem løst, jo større chance er der for at undgå alvorlige skader senere på året.