Skims fejrer ny badetøjskollektion med gigantisk Kardashian ballon på Times Square.
Midt på New Yorks travle Times Square ligger lige nu en 18 meter lang ballon formet som Kim Kardashian iført blå bikini. Ballonen markerer lanceringen af Skims’ nyeste badetøjskollektion og tiltrækker ikke underligt stor opmærksomhed fra forbipasserende.
Ballonen forestiller Kim Kardashian i en trekantet bikinitop og tanga-trusser fra Skims Swim-kollektion. Hun ligger på en halvanden meter høj platform, der er pakket ind i Skims’ logo. Installationen er udviklet af producenten Amy Kule fra Merry Wonderer.
Kampagne skudt i Bahamas
Kim Kardashian har selv poseret i tøjet til resten af kampagnen, som er fotograferet af Playboy-fotografen Ana Dias. Billederne er taget i Bahamas og lægger sig i tråd med Skims’ tidligere kampagner, hvor Kardashian ofte er frontfigur.
I en pressemeddelelse udtaler Kardashian, at hun ønsker, kollektionen skal give folk mulighed for at føle sig godt tilpas – uanset om de er på ferie eller på stranden.
Skims beskriver selv kollektionen som “din billet til en sexet feriegarderobe, der emmer af selvtillid og afslappet stil”.
Flere samarbejder på vej
Balloninstallationen er ikke første gang, Skims benytter sig af opsigtsvækkende markedsføring. I februar blev et nyt samarbejde med Nike offentliggjort under navnet NikeSkims – et initiativ, der skal forene sport og stil med fokus på innovation til kvinder.
Med den store installation i hjertet af New York placerer Skims sig igen-igen midt i offentlighedens søgelys. Og Kim Kardashian er, bogstaveligt talt, svær at overse…