Rygteren talte sandt. Rolex Land-Dweller afsløres til Watches and Wonders 2025 – men det er allerede vist frem i offentligheden af selveste Roger Federer.
Rolex’ nyeste model, Land-Dweller, er blevet afsløret i al stilhed – og det er ingen ringere end Roger Federer, der bærer uret på et billede delt via Instagram. Den officielle lancering sker i den kommende uge ved Watches and Wonders 2025 i Genève, men billedet giver allerede nu et klart indtryk af design og detaljer.
Rolex Land-Dweller er udført i stål og er tydeligt inspireret af linjerne fra den klassiske Oysterquartz. Den kommer med en integreret Jubilee-lænke med skjult lås, en sølvfarvet urskive og en gennemsigtig bagkasse, hvor man kan se det nye kaliber 7135-værk.
Et særligt kendetegn ved modellen er den lasergraverede urskive med sekskantet mønster – en videreudvikling af det tidligere fluted-motiv, som Rolex droppede i 2024.
Modellen kommer i både stål og guld og i mindst to størrelser, siger rygterne. Den stålmodel, Federer bærer, er ifølge kendere udgaven i såkaldt hvid Rolesor – en kombination af stål og hvidguld. En video, som er lækket fra Rolex‛ hjemmeside, viser både design og detaljer.
Navnet Land-Dweller er nyt i Rolex-universet og vækker straks associationer til søstermodeller som Sea-Dweller og Air-King. Ifølge dokumenter søgte Rolex varemærkebeskyttelse på navnet i 2023, hvilket satte gang i spekulationerne allerede dengang.
Der er endnu ikke sat en pris på modellen, men som med andre nye Rolex-lanceringer forventes efterspørgslen at blive høj. Interesserede bør allerede nu kontakte deres autoriserede forhandler, hvis de vil på ventelisten til det nye Land-Dweller.