Ny forskning viser, at menneskets levealder stiger langsommere end forventet. Det kan få betydning for både pension, sundhed og politiske beslutninger.
Det er ikke længere sikkert, at børn født i det 21. århundrede bliver 100 år gamle. En ny international undersøgelse viser, at den forventede levealder ikke stiger i samme tempo, som forskere måske havde forventet. Det fastslår et studie fra University of Illinois i Chicago, som fornyligt er blevet offentliggjort i Nature Aging. Ifølge forskerholdet så bliver det sværere og sværere at forlænge menneskets levetid.
Tidligere steg levealderen ellers i rige lande med omkring tre år per årti, men i dag er tallet under to år. Det skyldes ifølge forskerne, at vi nærmer os en helt naturlig øvre grænse.
Øvre grænse for menneskets levetid
Forskere har længe diskuteret, om der findes et loft for, hvor gamle mennesker kan blive. Det nye studie peger på, at grænsen ligger på omkring 120 år.
Den største udvikling i vores levealder, så vi tilbage i 1900-tallet. Der skete en kæmpe udvikling, da vi som samfund begyndte at fokusere på bedre hygiejne, vacciner og antibiotika.
Levealder og samfundets indretning
Når levealderen ikke længere stiger i samme tempo, kan det få konsekvenser. Både for pensionsalder, sundhedsudgifter og sociale ydelser.
USA og flere europæiske lande har planlagt ud fra, at mennesker bliver ældre og ældre. Men hvis udviklingen flader ud, skal modellerne formentlig justeres til.
I Danmark reguleres pensionsalderen automatisk hvert femte år. Den stiger sammen med vores forventede levealder.
Fokus på sundhed frem for levetid
Mange forskere mener, at det vigtigste mål ikke er at leve længere, men at være rask længere. Alderdom med sygdom i mange år belaster den enkelte, men også samfundet. Studiet viser altså, at kampen for et langt liv har nået sin naturlige grænse. Næste skridt er at forbedre de år, vi har.